Zetland-udgivelsen, September 3, 2022: https://www.zetland.dk/historie/serDR5Lp-mOLEv3Xn-bb395
Det her er en historie om, at nogle kampe først begynder, når man tager boksehandskerne af og stiller sig uden for ringen. Men det er også en historie om drifter, som er verdensforandrende, ikke kun for mig selv, men også for dem, der står mig nærmest. Det handler om en drift, der tilskynder mig til noget, men som også afholder mig fra det samme. Men først vil jeg fortælle jer om min terapeut.
Hun er dygtig, men nogle gange er det lidt, som om hun har mere lyst til at være min veninde end min terapeut. Måske er det bare mig, der føler sådan, når hun stiller mig spørgsmål som: “Hvad synes du om os to?” På et tidspunkt under vores session kiggede hun på mig og sagde det her: “Ayan, hele dit liv har du skullet lære at sige fra og sige nej.” Hun siger, jeg skal lære at tage boksehandskerne af, sætte paraderne ned og sige til. Hun siger, at jeg skal lære at sige ja lidt mere.
Jeg svarer hende, at jeg er født i Mogadishu i Somalia. Da jeg var otte måneder, flygtede min familie og jeg til den kenyanske flygtningelejr i Dadaab. Det var her, jeg tog mine første skridt. Og jeg har siden skullet kæmpe mig til at være, hvor jeg er i dag. Jeg fortæller hende, at jeg har skullet kæmpe for at etablere mig i en familie samtidig med at gøre karriere, og det var egentlig årsagen til, at jeg blev mor til to drenge, før jeg afleverede min BA-opgave, men det lykkedes mig alligevel ikke, eftersom jeg blev skilt 12 dage efter, jeg afleverede mit speciale. At jeg det meste af mit liv har sagt fra, jeg har sagt nej. Og det med at blive skilt er aldrig en fed oplevelse. Det er en følelse af fiasko, og skammen har ingen ende. Men alligevel tror jeg, at min oplevelse er helt særlig.
På den ene side har jeg ensomheden. For første gang i 30 år bor jeg alene. Mit fulde navn står på den røde dør et sted på Østerbro. Mine sønner har fået bopælsadresse hos deres far, de er kun hos mig hver anden weekend. Den allerførste morgen står jeg op med en følelse af tomhed, fortabelse og en dødsangst. Hvad hvis jeg ikke var stået op? Gad vide, hvor længe der ville gå, før min familie og veninde finder ud af, at jeg har forladt denne verden, var min første tanke. På den anden side har jeg friheden fra forpligtelserne. Jeg skal ikke vække børn eller smøre madpakker. Jeg skal hverken hente eller bringe dem. Men i stedet har jeg friheden til bare at være til og gøre præcis, som jeg har lyst.
Og et par måneder efter at jeg havde vænnet mig til at bo alene, fik jeg idéen om at prøve at date.
At date, efter at jeg har været ude af markedet fra de sene teenageår til slut-20′erne, føles som en jungle. Ikke den luksuriøse af slagsen, men den type jungle, hvor jeg tvivler på, om jeg overhovedet kan overleve. Men jeg prøver. Tinder var absolut ikke en succes. Muzmatch var heller ikke en succes. I stedet forsøger jeg mig med Bumble, som er et feministisk take på Tinder.
En lørdag går jeg på date med en mand, som har skrevet på sin profil, at han har været Elon Musks tidligere pianist. Under daten viser han mere interesse for at spille på caféens klaver, og sporadisk kommer han hen til vores bord. Jeg når sjældent at gøre mine sætninger færdige, og i stedet spørger han mig, hvad jeg synes om hans øjenbryn. En søndag aften sidder jeg på den samme café med en mand af somalisk herkomst, og han bruger de første 30 minutter på at tale alle andre somaliere ned, mens han selv synes, at hans pædagog-gerning er et pragtfuldt eksempel på god integration. Jeg har været på de dér HR-agtige dates, på akavet stilheds-dates. Der var mænd, jeg var interesseret i, men som ikke var interesseret i mig. Der var mænd, der var interesseret i mig, som jeg ikke var interesseret i. Jeg har ghostet, men jeg blev også selv ghostet. Hver gang jeg blev spurgt: “Hvad søger du?”, var der en blank tanke, men en intuition, der råbte: “Ikke det her!”
Det kan være svært at mærke ens egne drifter og mærke, hvad man vil. Nogle gange er det nemmere at mærke det, man absolut ikke vil.
Efter utallige swipes til venstre ser jeg et billede af en mand, som godt kan lide at være ude i naturen. Han kan lide at lave mad. Han er dansker. Vi mødes på Ro Chokolade og går over og står på skøjter bagefter, og jo mere vi taler, jo mere kan jeg se, hvor fuldstændig åndssvagt forskellige vi er. Begge hans forældre er læger, han er vokset op i en lille by på Fyn og ikke i en flygtningelejr i Kenya ligesom visse andre mennesker. Hans forældre er stadig gift, hvilket er et underligt koncept for mig, eftersom min mor er blevet skilt syv gange. Jeg har været gift og skilt, han har hverken været det ene eller det andet. Jeg har børn, det har han ikke. Han kan lide at lave mad, og jeg plejer at spise to æg på et stykke rugbrød efter taekwondo-træning, fordi det at stå i et køkken gør mig grundlæggende ulykkelig. Han er klimaforkæmper. Jeg har først lige for nylig lært, hvad biodiversitet betyder.
Tiden står stille, når vi to taler sammen. Efter vores date følger han mig til bussen og giver mig et kram, mens han siger: “Tak for en rigtig hyggelig date. Jeg håber, jeg ser dig igen.” Jeg krammer ham tilbage og giver ham et akavet kindkys. Jeg sætter mig op i bussen og tænker: What the actual fuck? Hvorfor føltes det hele som en romantisk film fra New York i 1960’erne? Jeg smiler og kan simpelthen ikke være i mig selv.
Hvorfor føles noget så godt så forkert?
Skal jeg sige ja og bare følge mine drifter? Nogle kan. Måske. Men hvis I spørger mig, så er det at lade sig styre af sine drifter og lyst noget værre freudiansk pis og en total afvigelse fra, hvad jeg er opdraget med. I min verden lærer en muslimsk kvinde en muslimsk mand at kende, så bliver man forlovet, så bliver man gift, så har man sex, så får man børn. Måske bliver man skilt, måske ikke. Men i hvert fald i dén rækkefølge. Der findes ikke rigtig en mellemfase, hvor man dater for datingens skyld og udforsker sig selv og hinanden. Det betyder, at hvis jeg skal følge mine drifter, har det potentielt konsekvenser.
Det hele er for intenst. At finde sammen med en hvid, etnisk dansk mand, som ovenikøbet ikke er muslim. Det er en farlig cocktail. Og det er noget, jeg har lovet mig selv aldrig at ende ud i, fordi jeg ved bedre.
Min terapeut har sagt, at jeg skal sige ja. Men der er en grund til, jeg har sagt nej. For prisen for et ja er for høj. Ud fra de erfaringer, jeg har set hos andre, der har været i en interkulturel og interreligiøs relation, følger der altid et tab med. Enten bryder en muslimsk pige med sin familie for at være hos ham, hun elsker. Men fordi kærligheden ikke er en garanti, så bryder han med hende senere. Hun har tabt ansigt og skal bruge tid på at genskabe tilliden til sin familie. Det næste scenarie er, at parret indgår en pagt, hvor manden skal lade, som om han er muslim. Det går, indtil de får børn og bliver uenige om værdigrundlaget for opdragelsen. De bliver skilt. Og så er der det scenarie, hvor den muslimske kvinde bryder dogmet, lever i synd. Hun søger ikke lokalsamfundets accept, og de søger heller ikke hendes selskab.
Alle tre scenarier indeholder et tab. For sådan en som mig er kærligheden ikke bare til. Kærligheden giver ikke kun frihed og lykke, men påfører også tab og smerte. Og at jeg skal holde drifterne og smerterne op mod hinanden. Kærligheden skal forhandles. Så hvis jeg vil gå efter kærligheden, skal jeg mene det. Mine drifter skal være så gigantiske, så klare, at jeg er tvunget til at følge dem.
12 timer efter vores første date skrev jeg til ham, at jeg gerne ville se ham igen. Vi var egentlig i gang med at skrive om musik, Madam Gold, Solange Knowles, Erykah Badu, men jeg afbrød sms-korrespondancen. Vi mødtes på baren på Skt. Petri Hotel nogle timer senere. Efter at vi havde været der i timevis, gik vi udenfor. Der blev spillet bigband-jazz fra højttalerne, og han bød mig på en vals. Lige der på gaden. Det var en fucking romantisk film fra New York i 1960’erne. Og så kyssede vi. Der var fyrværkeri i min krop. Han holdt om mig.
I dag ved jeg, at det, vi har, er nok, og at det er dybere end noget andet, jeg nogensinde har forestillet mig eller oplevet. Jeg ved, at jeg er klar til at kæmpe for det her med næb og kløer. Det var den indstilling, jeg gik ind med, da jeg besluttede mig for at fortælle folk omkring mig, at det her skete. Min mor. Min søster. Min kusine. Mine veninder. Min fætter. Min fætter er næsten to meter høj, mørkere end mig og har rødsprængte øjne. Han kan virke skræmmende for langt de fleste, men det er han langtfra.
Da min fætter mødte ham, havde jeg gjort klar til det store forhør. Og hvad sagde min fætter?! Han spurgte ind til Tour de France, og de to bondede over, at de begge er uddannede ingeniører. Og så var det det. Jeg ved nu, hvordan det er at møde op til en boksekamp, fuldt forberedt, og så se, at der ikke er nogen modstander i det andet hjørne. Det er lidt en fesen følelse, ærligt talt. Han har mødt min søster, kusine og mine nære veninder. Jeg været i sommerhus med hans familie. Der har ikke været en kamp, som jeg mentalt har gået og forberedt mig på. Der har ikke været tab, men varm velkomst.
Så hvad skal jeg stille op med det her? For jeg går jo stadig og tænker over, hvilket scenarie jeg bevæger mig hen imod. Er dette det fjerde unikke scenarie ud af de uendeligt mange scenarier, der er derude, som han har insisteret på findes? Et scenarie, hvor der ikke følger tab, men gevinster uden lige.
Eller er det stilhed før stormen?